Hvorfor en forening?
I følge historieforskningen er der blandt børn født i Danmark under eller lige efter den tyske besættelse registreret 5.579 personer, som har fået udlagt en tysk biologisk far. Deres faderskabssager, som behandledes i perioden 1940 – 1951, er alle registreret i Justitsministeriet og dokumenterne befinder sig i landsarkiverne og/eller i Rigsarkivet. Indtil for ganske nylig var oplysningerne om faderskabssagerne i disse arkiver lukket land også for de pågældende børn.
En del faderskabssager, hvor faderen var en tysker, blev enten mangelfuldt registreret eller registreret med en dansk fader. Et kvalificeret skøn af antallet af tyskerbørn (også kaldet krigsbørn) her i landet, som har en tysk far og en dansk mor, er derfor mellem 10 og 12 tusinde...
Disse børn er nu voksne og mange af dem har gennem de senere år, hvor emnet ”tyskerbørn” har været fremme i den offentlige debat, forfulgt et ønske om at få nærmere kendskab til deres rødder.
DKBF (Danske Krigsbørns Forening) dannedes i 1996 og den er blevet et forum, hvor danske krigsbørn støtter hinanden, udveksler erfaringer og henter vejledning, hvis de ønsker at finde oplysninger om deres fædrene ophav. Foreningen har f.eks. udvirket en afklaring, der har givet krigsbørn adgang til arkiverne med deres faderskabssager. Foreningen har i dag ca. 250 medlemmer, og talrige andre har fået rådgivning.
DKBF samarbejder med tilsvarende foreninger i Norge, Sverige, Finland, Holland, Frankrig og Tyskland.
I 2007 i Berlin var Danske KrigsbørnsForening med til at danne den europæiske paraplyforening "Forum der Kriegskinder" for krigsbørnsforeninger fra Norge, Finland, Holland, Tyskland, Belgien og Frankrig.
(Se evt. under "Relevante Links").
Foreningsdannelsen i Danmark
I 1995 kom 2 krigsbørn, Bjarne Schmidt og Arne Øland, ad krogede veje i kontakt med hinanden. Begge havde henvendt sig til journalist og forfatter Leif Larsen, der i medierne havde berettet om sine vanskeligheder med at få arkivadgang. Leif Larsen ønskede som gammel modstandsmand aktindsigt i nogle af modstandsbevægelsens sager.
Leif Larsen foreslog, at Bjarne og Arne mødtes for at udveksle synspunkter og erfaringer mht. til problemerne angående aktindsigt i deres faderskabssager – og som sagt så gjort.
Bjarne havde på daværende tidspunkt arbejdet i ca. 5 år med at søge oplysninger om sin biologiske far og dennes familie i Østrig. Han havde i hele sit bevidste liv vidst, at han havde en ”tysk” far, der under krigen var soldat i Danmark. Hans familie havde aldrig omtalte dette, så denne viden var alene baseret på hans intuition og fortolkning af fortalelser i familien.
Arne havde først sent i livet erfaret, at han var krigsbarn. Født 6 måneder efter kapitulationen havde han altid havde opfattet sig selv som et ganske almindeligt ”uægte” barn. Men som oftest ved nogen i familien besked, og Arne fik sin ”besked” ved en familiesammenkomst ved årsskiftet 93/94. Arne havde derefter arbejdet med efterforskning af sin slovenske far.
Fælles for dem var altså, at deres fædre havde tilhørt Værnemagten, og for dem begge gjaldt, at deres mødre ønskede at glemme – eller fortrænge – om man vil. Det viste sig hurtigt, at det var meget udbytterigt for Bjarne og Arne at kunne tale sammen om dét, der i mange år havde været et tabu.
Bl.a. inspireret af historikeren Annette Warrings afhandling ”Tyskerpiger”, der var udkommet i 1994, fik Arne den idé at starte en forening. Samtidig tog han kontakt til Norges Krigsbarnsforbund, der venligst tilsendte ”vedtegter” samt en årgang af den norske forenings medlemsblad ”Røtter”. Dette stimulerede yderligere til en foreningsdannelse.
Både Annette Warring og Vibeke Ohl fra Røde Kors´ Eftersøgningstjeneste viste stor forståelse for idéen og videreformidlede et åbent brev fra Arne til nogle af de krigsbørn, som de var kommet i kontakt med gennem deres respektive arbejde. Med denne enestående hjælp opnåedes der kontakt med andre krigsbørn, som var interesserede i at danne en forening.
Den 12. oktober 1996 så Danmarks Krigsbarnsforening nu Danske Krigsbørns Forening dagens lys.