Weekendavisen
»Dit nazi-svin!«
Af NIELS PETER JUEL LARSEN
LAD det straks stå klart: tyskerbørnenes historier er gribende,
fascinerende, fulde af smerte, trods og glæde. Ikke mindst Yrsa Thane
Thomsens historie, der åbenbarer sig som en slags opfyldelse af alle min
egen barndoms dagdrømme om min henrettede fars genopstandelse.
Dette skete for Yrsa Thane Thomsen. Jeg skal ikke afsløre hvordan,
men miraklet hændte. Min drøm blev hendes virkelighed og netop dette,
denne fælles erfaring omkring tab, savn og smerte, understreger endnu
en gang, at der ikke er anden forskel på krigsbørns historier end de
falske modsætninger, som voksne idioter fra hver sin side af fronten
påtvang os for mange år siden.
Peter Brink-Frerups historie, der indleder rækken af tyskerbørnenes
historier, gør ligeledes dette klart: at det ikke var fra legekammeraterne,
fjendebillederne og hadet kom, men fra de voksne.
Som han selv udtrykker det:
»Men de voksne derimod, de har fandeme direkte forfulgt mig. De, der boede i opgangen, de
vidste det jo (at hans far var en tysk soldat). Og der var særlig én, der var efter mig. Dit nazi-svin!
sagde han. Og når Nielsen, som han hed – han boede oppe på fjerde sal og vi boede på tredje
sal til venstre – når han kom gående op ad trappen og jeg var på vej ned og jeg kunne se at –
hov, det er ham! så styrtede jeg ind og råbte Nielsen kommer, Nielsen kommer.«
Peter Brink-Frerup fortæller også en anden historie om at blive bundet til gelænderet i opgangen
af en voksen og få hældt indholdet af husets lortespand ud over sig:
»Så stod jeg der med urin og lort og papir og alt muligt. Og det var en voksen, der gjorde det.
Ham der havde huset, hvor vi boede.«
Jeg har mine forbehold med hensyn til den bogstavelige sandhedsværdi af denne episode, men
den har helt afgjort sandhedens symbolkarakter, hvilket er tilstrækkeligt. Andre historier i bogen
har lignende episoder i afsvækket form, flere af dem med ophavsmanden som en tidligere
»frihedskæmper«, hvilket ikke undrer mig og blot gør det hele endnu værre.
Samtidig åbenbarer historierne, latent og frygtsomt, en anden side af problemet, nemlig mødrenes
rolle, de tavse mødre, de hårdnakkede benægtere, facademødrene, der troede, de kunne
udrydde deres skam med fortielse, men kun opnåede at så angst, uvished og smerte i deres børns
liv.
Bjarne Schmidts historie er nok den, der markerer dette tydeligst:
»Min mor døde i august 1996. Jeg havde det svært med hende, for jeg havde kvababbelser og
ville nødig gøre hende ked af det. Jeg fortalte hende ikke om det, jeg var i færd med at
undersøge. Jeg holdt også kortene tæt ind til mig. Tavshed avlede således tavshed. En eneste
gang spurgte jeg hende om disse ting og det var en meget ubehagelig oplevelse. Det kostede
hende åbenbart utrolig meget at berøre det og jeg ville ikke plage hende oftere. Jeg fik ikke noget
nyt at vide, men blev sådan set bare bekræftet i det, jeg fornemmede, idet hun sagde, at det skulle
jeg ikke komme og spørge om, for så ville hun bare blive syg og dø.«
Repressive trusler og falske hensyn til mødrene udgør denne onde cirkel, der i mange tilfælde
aldrig, i andre tilfælde først sent og efter at skaderne er sket, blev brudt. Selv har jeg kendt flere
af slagsen, ikke blot mødre til børn af modstandsfolk, men også såkaldt almindelige mødre, der
valgte fortielsen som udvej i stedet for åbent at indvi børnene i de oplysninger, som de havde brug
for, og ikke mindst krav på. Lad mig i den forbindelse henvise til den israelske psykiater, Dan
Bar-On’s bog om børn af prominente nazister: The Legacy of Silence, en fremragende
interviewbog om tavshedens destruktive magt.
DET er også i sin mangel på at synliggøre disse tilstande, at bogen har sin største svaghed. I
stedet for at lade historierne tale for sig selv, i stedet for nænsomt at markere latente
understrømme, så tværer forfatteren sit eget kæmpeego ud over historierne og tildækker deres
menneskelige indhold med sin påtrængende forargelse over myndighedernes magtmisbrug og
Civilretsdirektoratets løgnagtighed og gør hele problemet til et spørgsmål om aktindsigt eller ej.
Det er så meget dummere, som det er al dokumentarismes dødssynd, og det bliver ikke bedre af
forfatterens hang til århusiansk åndrighed og sarkasme. Hans indledning er rodet og uklar, hans
efterskrift ikke mindre og hans juridiske fremstilling af lovgivningen er mere end tendentiøs. Han
har ganske vist ret i sine påstande om Civilretsdirektoratets løgnagtighed, men det behøver han
ikke fortælle os side op og side ned. Det fremgår klart og utvetydigt af Bjarne Schmidts historie,
som taler helt for sig selv. Samtidig virker disse anklager mod myndighederne som en
perspektivforvrængning, en undvigemanøvre, muligvis ubevidst, men alligevel. For selvfølgelig kan
man bebrejde myndighederne, at de gjorde det svært for børnene at finde deres fædre, men man
kan ikke lade det skygge for mødrenes ansvar – og så at sige alle historierne har deres
brændpunkt i disses hårdnakkede fortielse.
Forfatteren gør sig også til talsmand for det falske fjendskab mellem krigsbørn. Et sted spørger
han spotsk, om også modstandsfolkenes børn – ligesom tyskerbørnene – måtte nøjes med et
normalbidrag. Jeg ved ikke, hvad han forestiller sig? At vi blev forgyldte? Nej, vi måtte i mange
tilfælde nøjes med mindre, et lille bidrag fra Direktoratet for Ulykkesforsikringen, vores mødre
med en kummerlig enkepension, eller som alle andre, med hårdt arbejde. Modstandsfolkenes
børn blev på ingen måde behandlet som børn af helte, tværtimod. Vi fik lige så tit som
tyskerbørnene en spand lort i hovedet – og det havde sine gode grunde, da gamle sympatier ikke
ruster og flertallet af danskerne, ikke mindst deres politikere, for længe havde været involveret i
samarbejdspolitikken til helt at kunne glemme den efter befrielsen.
Men trods disse indvendinger og bortset fra forfatterens egen historie, så er Horeunger og
Helligdage en fascinerende og vigtig bog, for slet ikke at glemme dens udspring i Danske
Krigsbørns Forening, der måske en dag kunne tænke sig at udveksle erfaringer med os andre?
Lagt på www.weekendavisen.dk den 6. december 2001 kl. 15:16.
Hej Arne
Tak for bogen! Jeg ved ikke hvordan du har båret dig ad med at vælge
livshistorier ud blandt de mange du efterhånden må kende, men de er i
alt fald både "almindelige", usædvanlige og bevægende på én gang. Og som
en naiv borger der hidtil har troet på at myndighederne ikke lyver for
os (de fortæller os ikke nødvendigvis alting, det er jeg klar over, men
det de fortæller er vel sandt...?) får man unægtelig stof til
eftertanke. Bjarne Schmidts oplevelser med Civilretsdirektoratet, hvor
en sagsbehandler direkte lyver ham op i ansigtet, burde da få følger i
en retsstat... Frank Jensen får med et vist ubehag forhalet afgivelsen
af et meningsfyldt svar, og nu kan man så starte forfra med en ny
minister.
Det er også hjerteskærende at læse hvordan forskellige instanser helt op
i midten af 50'erne både passivt og aktivt modarbejder Yrsa Thomsens
forældres forsøg på at finde frem til hinanden. 7-8 år efter at krigen
er forbi, man skulle tro at de mere primitive følelser var dæmpet ned,
især da hos myndighedspersoner. Men OK, er det ikke kun et par år siden
at den tidligere modstandsmand og forfatter (jeg har lykkeligt glemt
navnet) skrev sit hadske avisindlæg? Han var jo åbenbart stadig ikke i
stand til at skelne mellem forelskelse og forræderi.
Og endelig grinede jeg højt da jeg læste om den gl. forfatters
graffiti-excesser i "Maos Lyst" - måske er dine sentenser faldet Ebbe
Reich i øjnene og har inspireret ham til nogle af hans utallige værker?!
mvh. Claes Løfgren (1.12. 2001).
Man er meget velkommen til at skrive sin egen mening om "Horeunger og Helligdage" i Gæstebogen på DKBF's hjemmeside.