Skæbner. Op mod tolv tusinde danskere blev under og lige efter besættelsen født som ”tyskerunger”, børn af danske mødre og tyske soldater. I halvtreds år er de blevet nægtet viden om deres ophav.
De
hemmelige fædre
Krigens drama trækker altid skæbnespor i eftertiden, også krigens kærlighedshistorier. Blandt de mest tabuerede er resultaterne af elskovsmødet mellem besættelsesmagtens soldater og den besatte nations unge kvinder: Krigsbørnene.
Således også i efterkrigsårenes Danmark, hvor ’tyskerunger’ eller ’naziyngel’ var de lidet flatterende betegnelser for de spæde børn. Efter befrielsen var deres danske mødre, ’tyskertøser’ eller ’feltmadrasser’, i mange tilfælde blevet arresteret, havde fået håret barberet af og var måske tilmed blevet kørt nøgne gennem byen. For de færreste af kvinderne kunne kærlighedsoplevelsen bringes videre som et stolt minde.
Herhjemme lever i dag tusindvis af mennesker, nu på vej mod tresårsalderen, hvis fædre under besættelsen gjorde tjeneste i den tyske hær i Danmark eller i værnemagtens følge. Langt de fleste af dem ved intet om deres personlige baggrund og faderlige ophav. I årene efter krigen gjorde man fra statens side store bestræbelser for at undgå enhver kontakt mellem disse krigsbørn og deres tyske fædre. Sagerne blev lukket grundigt ned, og helt op til for et par år siden har myndigheder og arkiver afvist alle ansøgninger fra krigsbørn om indsigt i deres egne faderskabssager.
Æren og ansvaret for, at arkiverne nu er blevet tvunget til at vise større åbenhed, kan i høj grad tilskrives en enkelt mand: Skolelæreren Arne Øland, som selv er krigsbarn, stiftede i 1996 ’Danske Krigsbørns Forening’ og har som foreningens formand gjort en engageret indsats for at få åbenhed og viden bragt til veje omkring ’tyskerungerne’. Foruden et stort gravearbejde i arkiverne har han gennem foreningen hjulpet omkring 350 andre krigsbørn med at nå til større afklaring om deres forhistorie.
Arne Øland har netop afleveret manuskriptet til en bog, ”Horeunger og helligdage – tyskerbørns beretninger”, som skal udkomme i dette efterår. Bogen indeholder dels det foreløbige resultat af hans egen lægmandsforskning, dels interviews med tolv af de krigsbørn, som har valgt ikke alene at undersøge deres egen baggrund, men også at træde offentligt frem med historien.
- Men hvorfor er det så vigtigt at kende sit ophav?
”En af mine kolleger stillede mig det samme spørgsmål, og jeg kan ikke svare – ikke andet end, at det er en stærk følelse, ligesom hvis man er forelsket eller ramt af sorg. Spørgsmålet dukker op og melder sig, og man må forfølge det. Jeg vendte sagen på hovedet og spurgte min kollega, hvad hun selv ville føle, hvis hun pludselig fik at vide, at hendes børn ikke var hendes egne. Hun blev lamslået: Et øjeblik oplevede hun en tilsvarende følelse.”
Fra august indledte Arne Øland et års orlov fra sit job som lærer på en privatskole ved Randers for at fordybe sig i sin forskning i krigsbørnenes skæbne i Rigsarkivet i København. Vi sidder nu i dagligstuen i en villa i Lyngby, hvor han indlogerer sig hos et ældre familiemedlem i ugens fem hverdage.
”Man kan spørge, hvad der er betydningsfuldt i livet? Og det eneste svar er: Dét, man føler er betydningsfuldt. Hvis man kan skære sine følelser fra, som jeg selv gjorde i mange år, behøver spørgsmålet om ophav ikke at få betydning i ens liv. Måske er man dermed som menneske blevet afstumpet eller følelseskold, men det er mange simpelthen blevet tvunget til, fordi de intet kunne få at vide.”
DET officielle tal for antallet af ’tyskerbørn’ er små seks tusinde. Men Arne Øland vurderer på baggrund af sin forskning, at tallet reelt er langt større – snarere ti eller tolv tusinde. Af flere grunde er det officielle tal blevet alt for lille: Dels afviste myndighederne at registrere en sag, hvis kvinden havde haft samkvem med mere end én mand. Dels løj mange kvinder og fortalte, at de var blevet gravide med en dansker, i stedet for at indrømme den dengang skamfulde sandhed. Nogle kvinder betalte simpelthen danske mænd for at påtage sig faderskabet.
Selv i de tilfælde, hvor en tysk soldat havde erkendt faderskabet, blev der ofte dækket over forholdet ved at forfalske dåbsattester eller skrive barnet ind i skolen under en ny, dansk mands navn.
- Du skriver i din bog, at 95 procent af de krigsbørn, du har været i kontakt med, er vokset op med fortielser, løgn og fortrængning. Hvilke konsekvenser har det for et menneske?
”Først og fremmest påvirker det forholdet til moren i negativ retning. Mens betroelser knytter mennesker sammen, føler man sig omvendt holdt udenfor, hvis noget er hemmeligt. Hvis min mor, da jeg var atten år, havde betroet mig hemmeligheden om min far, ville det have knyttet mig tættere til hende. Men når den mor, som ofte er ens nærmeste, ikke viser én den tillid, så skaber det afstand i forholdet – og måske også i forhold til andre mennesker.
For mit eget vedkommende oplevede jeg meget stærkt i min ungdom, at jeg ikke kunne bære, at andre mennesker talte om mig. På næsten psykopatisk vis skulle alt holdes hemmeligt. Når jeg havde en kæreste, måtte hun ikke fortælle noget som helst om mig til andre – ellers blev jeg aldeles rasende. Jeg kan naturligvis ikke med sikkerhed sige, at det skyldes mit forhold til min mor, men jeg genkender det træk hos andre krigsbørn.”
- Du ser fællestræk ved jer krigsbørn, ud over det faktum at jeres fædre var tyske soldater?
”Ikke andet end netop den sårbarhed over for hemmeligheder. Og siden hen glæden ved pludselig at kunne tale åbent om tingene. Jeg ved fra foreningen, hvor fantastisk befriende det har været for mange at kunne tale åbent om dét, som de har gået alene med hele livet: Nogle har jo, i modsætning til mig, kendt til historien, siden de var børn, og har levet med den som en dyb hemmelighed – en sten i skoen. Både sårbarheden og den efterfølgende befrielse er et fællestræk. Men ellers er medlemmerne af foreningen lige så forskellige som alle andre.
Mange krigsbørn blev adopteret væk kort efter fødslen, og jeg har gang på gang hørt dem erklære, at det ikke betød noget, for de havde haft dejlige adoptivforældre. Men efter at vi har snakket sammen i telefonen fem minutter, begynder de alligevel at græde. Og så siger de: ”Jeg ved ikke selv, hvorfor jeg græder!” Pludselig kommer de i kontakt med følelser, som de slet ikke kendte – som måske var helt fortrængt.”
- Nogle mennesker foretrækker jo at lade være med at tale om den slags forhold. Kan man ikke leve i lykkelig uvidenhed om, at man er krigsbarn?
”Ønsker du dig ikke også engang imellem, at du var en enfoldig og naiv sjæl, som bare levede livet glad og tilfreds..? Men det er jo en illusion! Måske kan man sige, at vores mødre har villet skåne os for en ubehagelig viden. Jeg har selv haft en god barndom – fattig, men fin. Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle have sandheden at vide. I en periode levede jeg måske i en form for lykkelig uvidenhed, men efter at jeg fik besked, kunne jeg jo se, at der undervejs har været masser af situationer, hvor problemet har presset sig på og påvirket mig.
Hvis man får klar besked om sit ophav som barn eller ung, kan man selv beslutte, hvor meget man vil gøre ud af at undersøge sagen. Man er i stand til at vælge og handle. Den værste situation for et menneske er jo at være offer, at være bagbundet uden handlemuligheder. Man klarer sig meget bedre gennem ulykker og tragedier, man selv har kunnet handle i forhold til: I min tid i Grønland fik jeg forfrysninger og nogle af mine fingre blev amputeret, og det har aldrig givet mig onde drømme, for det var en eskimoisk trafikulykke, som var forståelig og naturlig. Jeg ville naturligvis gerne have haft mine fingre, men ulykken har ikke givet mig nogen form for psykiske problemer eller mén.”
- I forbindelse med din forskning kommer du til at ligge inde med en viden om mennesker, som de ikke selv har. Burde du ikke dele den viden med dem?
”Jeg har jo tavshedspligt! Jeg løber ikke ud og fortæller hvem som helst, at de er ’tyskerunger’, for der findes formentlig mange, som ikke ønsker at løfte det låg. Men hvis folk selv henvender sig til mig med en mistanke, hjælper jeg dem med at søge aktindsigt i arkiverne. Jeg mener, at ethvert barn har ret til at kende sine biologiske forældre – det bør være noteret i kirkebøgerne.
Hvad der forarger mig er, at hundredvis – måske tusindvis – af krigsbørn siden halvtredserne har henvendt sig til arkiverne for at få indsigt i deres egne faderskabssager, og langt de fleste er formentlig blevet afvist. Efter at vi i 1998 fik gennemtvunget en generel dispensation, har jeg bedt Rigsarkivet skrive til alle dem, der tidligere har fået afslag. Men det har de afvist, og det finder jeg forkasteligt.”
- Mange opdager først sandheden, skriver du, når deres mor dør, og de finder kærlighedsbreve fra en tysker på loftet. Det må være en særpræget oplevelse?
”Det kan være meget voldsomt. Jeg kender et eksempel på en kvinde, som nærmest blev sindssyg af det, eller hvor oplevelsen i hvert fald har været en udløsende faktor. Efter sine forældres død skulle hun rydde op i deres hus, og i kælderen fandt hun en kasse med halvtreds breve fra en tysk mand til hendes mor. Hun troede på det tidspunkt, at hendes far var den mand, hendes mor var blevet gift med lige efter krigen, men der var ingen tvivl om, at tyskeren var hendes biologiske far. Det rystede hende aldeles. Hun følte, at hun var blevet svigtet af sin mor. Jeg har også selv følt, at jeg er blevet snydt og snigløbet.”
- Har de fleste krigsbørn haft en fornemmelse af, at moren forholdt dem oplysninger?
”De, som intet ved eller ingenting fornemmer, kommer ikke til mig. Men de, som henvender sig, har ofte blot hørt nogle enkelte ord eller en sætning. Et eksempel er Erik Jensen, som er med i min bog: Hans mor døde, da han var fjorten, og i forbindelse med begravelsen drak faren sig skidefuld og sagde til drengen: ’Du er slet ikke min søn, du er naziyngel!’ Det er det eneste, han nogensinde har hørt – så lagde han låg på i tredive-fyrre år.
Først som voksen mand i halvtredsårsalderen, efter blodprop og skilsmisse, hører han Lotte Tarp holde foredrag om at være tyskerbarn, og gennem hende kommer han i kontakt med vores forening og får sagen opklaret. Det lille ord ’naziyngel’ har ligget og murret hele hans liv, fra han var fjorten år, men han fik ikke handlet. Det viser sig, at moren og hans biologiske far blev gift den 15. maj 1945, ti dage efter befrielsen, af en tysk værnemagtsjurist i Århus, men Justitsministeriet annullerede ægteskabet. Alle tysk-danske ægteskaber indgået efter kapitulationen blev ophævet. Hans far havde anerkendt faderskabet, men det blev streget af kirkebogen. På samme måde ophævede man faderskabet for måske ti tusind tyske fædre i Danmark. Hvis de kom til landet, havde de ingen rettigheder i forhold til deres børn. Jeg synes, det er stærke sager!”
Arne Øland blev født i november 1945 og voksede op i Studsgaardsgade-kvarteret i København. På nær et enkelt tilfælde af drilleri, var det ikke før sin første skoledag, at han fik mistanke om, at morens mand, som han betragtede som sin far, måske alligevel ikke var det. Pludselig blev han ikke råbt op i klassen med sine forældres efternavn, men med sin mors ungpigenavn, Hansen.
”Det gik op for mig, at et eller andet var galt. Men jeg spurgte ikke min mor. Jeg vidste godt, at det skulle jeg holde min mund med. Som barn har man en fornemmelse af, at når der aldrig er blevet talt om en sag, så skal man ikke begynde at rode i den.”
- Hvad gør man så med mysteriet?
”Man lever med det. Hos mange krigsbørn opstår mistanken allerede i skolealderen, fordi moren har lavet en aftale om, at barnet skal kaldes noget andet. Andre har allerede efter fødslen fået overtalt præsten til at skrive et forkert navn i dåbsattesten og udelade den tyske fars navn. Jeg har set mange forfalskede dåbsattester. Præsterne gik formentlig med til svindlen for at beskytte mødrene: Et tysk navn i en dåbsattest var på det tidspunkt næsten som et ’Heil Hitler’.”
- Du får først spurgt din mor, da du er kommet i gymnasiet. Hvad er anledningen?
”Jeg kan ikke huske det præcist. Vi cyklede hjem ude fra min mormor, og måske havde der været nogle på besøg, som drøftede den slags spørgsmål. I hvert fald spørger jeg hende for første gang: ’Hvem er egentlig min far?’ Hun blev fuldstændig rasende: Hvorfor fanden skulle jeg rode op i det.! Det kom ikke mig ved! … Jeg husker det ikke præcist, for alting blev bare som en tåge for mig. Det er meget svært at forklare, hvordan det føles, når en person, man er meget tæt på, bliver rasende og afvisende på netop det punkt.”
- Hvordan påvirkede det dig bagefter?
”Jamen, jeg lagde bare låg på … Det er lidt ubehageligt at tale om.”
- Og når du får tårer i øjnene, når du nu fortæller historien, så skyldes det afvisningen?
”Ja. Det er manglen på indlevelse i sit eget barns verden: At hun ikke forstår, det er vigtigt. I tiden efter må man så bearbejde det. Og det lykkedes mig faktisk at lægge låg på: Jeg besluttede, at det var utilgængeligt og forbudt, og det måtte jeg så leve med. Sådan var vilkårene. I dagligdagen skal man jo stadig have et forhold til sin mor og dele sorger og glæder.
Alligevel kan det usagte ikke undgå at komme imellem én selv og moren. Jeg var ikke stærk nok til at sige, at ”så gider jeg ikke have noget med dig at gøre”. Den slags eksempler har vi haft i foreningen: Et af medlemmerne sagde, da han var i starten af tyverne, at hvis moren ikke fortalte, hvem faren var, så ville han ikke have mere med hende at gøre, og hun ville aldrig få sit barnebarn at se. Det virkede i hans tilfælde: Alting kom på bordet, han fandt sin far lige på den anden side af grænsen og fik en flok halvsøskende dernede. Han var en hård banen, mens jeg var for svag og ikke turde løbe risikoen for at miste min mor.”
- Og så går der rigtig mange år?
”Som 48-årig er jeg til fætter-kusine-fest. Jeg sidder ved siden af en kusine, som fortæller, at hun efter sine adoptivforældres død har fundet sine biologiske forældre, og at det har været dejligt at få nye søskende. Jeg fortæller så, at jeg aldrig har vidst, hvem min far var. Men det ved hun: ”Din far var tysk soldat”. Det føltes som en stærk forulempelse: Her sidder min familie, og de ved alle sammen, går det op for mig, at jeg er søn af en tysk soldat. Selv har jeg aldrig kunnet få noget at vide af min mor. Jeg blev fandeme gal!”
- Hvordan vidste kusinerne det?
”De havde ikke direkte fået besked, men havde bare hørt det. Der har sikkert været et meget stærkt tavshedskodeks i familien, men de voksne snakker sammen, og små gryder har store ører. I hvert fald vidste de det alle sammen. Først troede jeg ikke på det: Hvorfor havde hun ikke bare fortalt mig det? Jeg kunne forstå det, hvis faren var en af hendes brødre. Men det var jo bare en tysk soldat..!
Jeg tyggede på det en tid og skrev så et brev til min mor. Jeg sendte brevet nytårsdag 1994 og den femte januar fik jeg svar. Hun åbnede for ballet, og jeg tog hjem for at tale med hende.
Hun fortalte, at min far var en jugoslav, som var blevet tvangsudskrevet til den tyske hærs følge i Danmark. Hun havde mødt ham på Jægersborg Kaserne, hvor hun arbejdede i køkkenet, men i januar 45 blev de flyttet til Frimurerlogen i København, og formentlig er jeg avlet dér. Hun fortalte også, at hun havde forsøgt abort, og at hun havde været i fængsel i otte måneder efter krigen.”
- Kunne hun forklare, hvorfor hun havde holdt det hemmeligt?
”Jeg sagde jo til hende, at vi i vores generation havde levet meget mere umoralsk, end hun nogensinde havde gjort, så hun havde intet at skamme sig over. Men hun svarede, at hun havde ment, at det var bedst sådan. Og nu, hvor hun er død, er jeg sikker på, at der stadig er mange hemmeligheder, som jeg aldrig får at høre.”
- Du fandt aldrig din far?
”Mor fortalte nogle detaljer om ham, blandt andet at han havde mistet langfingeren – måske er det en genetisk betingelse..! – og at de var født samme dag og år. Jeg har naturligvis været i gang med både de tyske og de jugoslaviske arkiver, og jeg har to tykke mapper om sagen derhjemme. Men jeg har ikke fundet ham. Jeg ved ikke engang, om min mor har løjet om ham.”
- HVORDAN forstår du i dag, at man var så optaget af at fjerne de tyske fædre fra historien?
”Fra mødrenes side var det et spørgsmål om at slippe for mistanken om landsforræderi – at have ligget i med fjenden. Mange af kvinderne var udsat for overgreb efter befrielsen, og jeg har set mange eksempler på, at de efter krigen finder fysisk stærke mænd, der kan forsvare dem, næsten som en slags livvagter. Min egen stedfar var også en hård banan. For kvinderne har det været vigtigt at få den tyske forbindelse camoufleret, at kunne beskytte sig og klare sig igennem.
At det har været så vigtigt også for staten, tror jeg snarere er et spørgsmål om at undgå familiesammenføringer. Man har ganske simpelt ikke ønsket at have en masse tyske statsborgere med familietilknytning til Danmark. Hvis man havde indrømmet de tyske fædre ret til faderskab, så ville det på længere sigt blive svært at holde dem fra børnene. Det svarer til, at man ikke registrerede begravelser af tyske flygtninge, fordi, som jeg læste i et notat fra dengang, man så var fri for at have familiemedlemmerne rendende heroppe.”
- Men det forklarer ikke, hvorfor staten har udøvet dette hemmelighedskræmmeri så effektiv og langvarigt, at I indtil for ganske få år siden er blevet nægtet de mest elementære oplysninger om jeres eget liv?
”Det var netop det spørgsmål, som fik mig til at interesse mig for sagen også på det politiske plan. Det drejer sig jo ikke om spionage: Lille Hansens faderskabssag er tophemmelig – hvorfor!? Det virker absurd. Min egen forklaring er, at man har villet skjule de ulovligheder, man gjorde sig skyldig i under og lige efter krigen. Man lavede en særordning allerede i 1941 omkring disse børn, og man gennemførte overhovedet ikke faderskabssagerne efter reglerne i den daværende børnelov: Efter kapitulationen gennemførte de danske dommere ingen reelle undersøgelser, men bragte blot en efterlysning i Statstidende. Man gjorde reelt intet for at få fat i fædrene i udlandet. Selv i de tilfælde, hvor en konkret mand var indklaget som far, indkaldte man ham ikke til afhøring og tog ingen blodprøver, som man skulle ifølge loven.”
- Men det kan en embedsmand, som helt op i halvfemserne nægter jer aktindsigt, næppe være styret af.
”Nej, men i løbet af halvtredserne har det udviklet sig til praksis, at man skulle holde sagerne hemmelige, og den praksis har man så blot fulgt siden hen. I Norge gjorde man sagerne helt utilgængelig med det erklærede formål at undgå en femte kolonne. Måske havde man en forestilling om, at der kom en fuldt færdig prøjser springende ud af mødrenes liv med stålhjelm på. Men heller ikke for Danmark, der med nød og næppe var landet på benene som en modstandsnation, har det været særlig sjovt at skulle rette henvendelse til tyskerne i måske ti tusinde sager.”
DA Arne Øland i 1994 havde slugt historikeren Anette Warrings værk om ’tyskerpiger’, rettede han henvendelse til Warring og fik gennem hende at vide, at krigsbørnene i Norge havde organiseret sig. To år senere var ”Danske Krigsbørns Forening” en realitet, og efter udgivelsen af Lotte Tarps personlige beretning om at være datter af en tysk soldat, ”Det sku’ nødig hedde sig” fra 1997, kom der gang i medlemstilstrømningen.
Sideløbende gik Arne Øland som lægmand i gang med et større forskningsprojekt. Undervejs gik det op for ham, at en bestemmelse i retsplejeloven faktisk giver børn ret til indsigt i deres egne faderskabssager, og med loven i hånden lykkedes det i 1998 ham og foreningen at få Rigsarkivet til at give en generel tilladelse til aktindsigt for alle krigsbørn. Arne Øland fik aktindsigt i sin egen sag i 1998, samme år som hans mor døde.
Arne Øland har forsøgt at få bevilget støtte til sit forskningsarbejde, men her i landet hidtil forgæves. Til gengæld har en norsk forsker netop tilknyttet ham et fælles dansk-norsk-hollandsk forskningsprojekt om krigsbørn, så han det næste år kan hellige sig arkivarbejdet for norske penge. Hidtil har Arne Øland måttet gennemføre alt arbejdet i sin fritid.
”Jeg har i flere år brugt alle mine ferier, weekends og aftener på at finde arkivalier og studere dem. Jeg arbejdede fra morgen til sen aften – og lagde mig ud, som du kan se, fordi jeg ikke længere fik motion.”
- Og hvad sagde din familie?
”De var ikke begejstrede. Det kunne godt være endt med skilsmisse. Faktisk var det ret absurd, at mine børn på en måde skulle miste deres far, fordi han rendte rundt og ledte efter sin egen.”
”Jeg er indrettet sådan, at jeg vil have alting pindet ud meget konkret, før jeg er tilfreds. Jeg har altid været meget materialistisk orienteret. Hvis jeg er syg, skal jeg gøre noget fysisk, hvor andre er mere psykisk eller åndeligt indstillede. Jeg arbejder eller løbetræner problemer væk. Det er den fysiske verden, steder og datoer, som er vigtig for mig, når jeg skal holde fast i verden.”