OGSÅ ET RETSOPGØR

Efter ophøret af den tyske besættelse 1940 - 45 måtte landet igennem forskellige former for opgør, som følge af besættelsesmagtens tilstedeværelse i landet. Et af dem har fundet sted stort set uden offentlighedens bevågenhed, men er i den seneste tid blevet aktuel. Det drejer sig om de børn, der blev født efter danske pigers forhold til tyske soldater, idet det var nødvendigt at træffe afgørelse om disses faderskab til et stort antal børn, som officielt antages at have udgjort op imod 6000, men uofficielt skønnes at udgøre det dobbelte. Opgøret skete i form af faderskabssager ved danske retter i henhold til den dagældende lov om faderskab til børn født udenfor ægteskab. Loven var fra maj 1937 og medførte den radikale ændring i sådanne børns retslige stilling, at der gennemførtes en ligestilling mellem disse børn og børn født i ægteskab, således at børnene fik arveret efter faderen og ret til hans navn. Faderskab kunne kun statueres efter betingelserne i lovens § 14, nemlig når andre faderskabsmuligheder ikke kom på tale. Hvis der var flere end én fadermulighed ville alle blive idømt bidragspligt. Barnemoderen fik kun ét bidrag, medens de øvrige indgik i en fond til fordel for visse børn.

Da de tyske soldater var eksterritoriale, kunne de ikke sagsøges ved dansk ret under krigen. Derfor indførte besættelsesmagten en særlig domstol under navnet "Vergleichkommision" med en tysk dommer og efter tysk lovgivning, der afveg fra den danske, især i tilfælde, hvor der var tale om flere end én fadermulighed, det såkaldte "Mehrverkehr", i hvilket fald, der ikke kunne anlægges faderskabssag. For øvrigt gik fransk lovgivning endnu videre ved et fuldstændigt forbud mod sager om faderskab til uægteskabelige børn, idet "la recherge de la paternité est interdite".

Et stort antal tyske soldater anerkendte faderskab under behandlingen i "Vergleichkommision", der holdt sig i forbindelse med Justitsministeriet. Ved den tyske kapitulation i maj 1945 afleverede den tyske dommer alle sagerne, hvoraf en del ikke havde nået at blive afsluttet, til Justitsministeriet. Derefter sendte ministeriet sagerne ud til de danske byretter, for at de kunne blive afgjort efter dansk ret. Sagerne skulle den gang forberedes af politimestrene, der indsamlede eventuelle bevisligheder hos barnemødrene, som ofte havde opbevaret kærlighedsbreve fra den tyske soldat. Mange forhold var rene kærlighedsforhold og varede lige til kapitulationen. På grund af forholdene under besættelsen kom mange piger i kraft af deres arbejde i forbindelse med tyske soldater. De så i reglen ikke en fjende i den unge høflige og venlige mand, men blot en ung og ofte galant mand, der gennem værnepligten selv var offer for krigen. De breve, der er fremlagt i faderskabssager, mod tyske soldater, viser gennemgående et højere niveau end man var vant til i danske faderskabssager, både i henseende til skriften, ortografien og brevenes indhold. I danske breve var skriften ofte en rædsom klo, og indholdet temmelig profant og drejede sig ofte om opfordringer til "at få det taget væk". Breve fra tyske soldater vidnede jævnligt om dybe følelser og ansvarsbevidsthed. Desværre var det en almindelig indstilling dengang, at pigerne betragtedes som "feltmadrasser". I reglen behandledes sagerne af konstituerede dommere, idet dommerne havde nok at gøre med sager mod landssvigerne, hvorfor deres fuldmægtige blev konstitueret i andre sager, derunder faderskabssagerne. En dommerfuldmægtig, der behandlede sådanne sager, skrev en artikel i sit foreningsblad, hvori han gav udtryk for sin aversion mod pigerne, som han kaldte feltmadrasser. Dette gjorde ham i virkeligheden inhabil. I en bestemt sag, som han behandlede, statuerede han ikke faderskab, men kun bidragspligt, skønt der kun var tale om én fadermulighed. Desuden havde han fuldstændig overset sin pligt til at begrunde sin afgørelse.

Dommen var derfor i højeste grad anfægtelig. Den sagsøgte barnefader, som var en ungdomskammerat med Enerst Hemmingway, den senere nobelpristager, og Willy Brandt, den senere forbundskansler, samarbejdede i 1944 med en dansk sabotagegruppe i København, som han skaffede sprængstoffer fra tyske værnemagtsdepoter og deltog i sabotageaktioner. Han havde i 4 - 5 måneder samlevet med sin kæreste, som i forvejen var medlem af modstandsgruppen. På et tidspunkt, da samlivet havde ført til et svangerskab, blev han fanget efter en ildkamp med Gestapo og dødsdømt ved tysk krigsret, men nåede at overleve krigen fordi han var blevet benådet ved ændring af dødsstraffen til livsvarigt tugthus. Hans kæreste blev også stillet for en tysk krigsret, som dømte hende til en fængselsstraf, der skulle udstås i tysk koncentrationslejr. Da hun hurtigt sygnede hen i lejren, lykkedes det gennem Røde Kors at opnå strafudsættelse indtil 01.02 1946, hvorfor hun reddede livet og fødte barnet i Danmark. I 1945 anlagdes faderskabssag efter offentlig indstævning af sagsøgte, som ikke havde mulighed for at komme til stede under sagens behandling. Uagtet der kun var én fadermulighed og afgørelsen således skulle falde ud til faderskab, lød dommen kun på bidragspligt, og dommerfuldmægtigen, der behandlede sagen, overså ganske sin pligt til at anføre en begrundelse for afgørelsen.

Efter krigen søgte barnemoderen bestandig gennem Røde Kors efter sin kæreste, men forgæves. Hun døde i 1989, men barnet, en datter, fortsatte eftersøgningen og fandt sin far den 5. juni 1999 som en nu 80 årig forhenværende STERN redaktør i Berlin. De anerkendte straks hinanden som far og datter. Mødet blev optaget på en videofilm, som således dokumenterede deres aftale. Få dage senere oprettede faderen et uigenkaldeligt testamente, hvori han bekræftede faderskabet og indsatte datteren som sin universalarving. De ønskede forliget konfirmeret under en genoptagelse af faderskabssagen ved civilretten i Kolding. I sagens eneste møde den 10. august 1999 aftalte hun med dommeren at opnå dom til konfirmation af forliget på grundlag af en notarattest, der bekræftede forliget. Efter modtagelse af notarattesten, afsagde civilretten i Kolding den 11. januar 2000 den ønskede dom, som trådte i stedet for den tidligere.

Også i mange andre tilfælde blev der truffet forkerte afgørelser i disse sager, endda i sager, hvor mellemværendet i virkeligheden var at anse som forligt mellem parterne.

Der blev fra myndighedernes side lagt alle mulige hindringer i vejen for krigsbørnenes aktindsigt, som både arkivarer og retsembedsmænd nægtede dem med den begrundelse, at de efter arkivloven måtte vente 80 år, før de kunne få aktindsigt. Der henvistes til arkivlovens regel om offentlighedens adgang til arkivindsigt i sager med såkaldt følsomme oplysninger. Myndighederne overså simpelthen, at arkivloven, der hedder: Lov om offentlighedens adgang til Statens arkiver, ikke gælder for parter i de pågældende sager. Myndighederne gjorde sig det ikke klart, at krigsbørnene ikke kunne sidestilles med offentligheden, men har ret til aktindsigt i deres egenskab af parter i sagerne. Arkivloven gælder simpelthen ikke for dem, men deres aktindsigt følger af retsplejelovens § 41, som blev overset ved arkivlovens tilblivelse. Denne regel fastsætter ret for parter i retssager til at rekvirere genparter af sagsakterne. Retten gælder også andre, som har fornøden retslig interesse. Bestemmelsen bruger ligefrem udtrykket, at parterne af dommeren kan forlange de pågældende genparter, og efter andre bestemmelser skal genparterne udleveres inden en uge og det sker uden betaling. Selv adskillige byretters personale har vist deres ukendskab til aktindsigtsreglen i § 41.

Først da krigsbørnsforeningens formand Arne Øland i en kronik i Jyllands Posten havde beklaget sig over nægtelsen af retten til aktindsigt, og en pensioneret dommer i den anledning sendte ham et koncept til at rekvirere genparter af sagsakter under udtrykkelig påberåbelse af retsplejelovens § 41, lykkedes det at få retten til aktindsigt anerkendt, og den tidligere begrundelse med henvisning til arkivlovens regler ophørte nu. Oplysningen om § 41 blev trylleordet " Sesam luk dig op". Desværre forsinkede myndighederne sagernes genoptagelse, således at mange af de udlagte barnefædre afgik ved døden, før sagerne nåede at blive genoptaget. Derved mistede adskillige krigsbørn deres mulighed for at få deres fædre godkendt.

Krigsbørnsforeningens formand har ufortrødent arbejdet på at vække myndighedernes forståelse af deres ansvar, og netop i disse dage er der tegn på, at politikerne viser forståelse for at yde krigsbørnene en form for erstatning i lighed med, hvad der allerede er på tale i Norge.

Man må håbe at foreningens bestræbelser må lykkes.

Jørgen William Levinsen

Gl. Færgevej 52,

Alnor,

6300 Gråsten