|
Af ARNE ØLAND
Hvis man forbyttede alle børn ved fødslen, ville
forældrene så finde sig i det? Et flammende indlæg for retten til at kende
sine gener
Historisk set
For nogen tid siden diskuterede man i 19direkte,
hvorvidt forældre til donorbørn skulle have mulighed for at få supplerende
oplysninger om donoren, som det er almindeligt i USA.
Der var naturligvis både for og imod. Symptomatisk
nok blev muligheden for fuldstændig at give afkald på donoranonymiteten slet
ikke nævnt. Det ville formentlig også have været for meget af det gode.
Som sædvanlig drejede det sig nemlig om at
tilgodese forældrenes interesser.
Barnet eksisterede jo slet ikke endnu, så det kunne
vel ingen interesser have, vel? Ja, hvordan skulle man i det hele taget kunne
tage barnets mening til efterretning, da det slet ikke ville være i stand til
at give udtryk for tanker og følelser desangående – før det alligevel var for
sent?
Kan man da slet ikke vide noget om børns
‘virkelige‘ ønsker om at kende deres ‘sande‘, dvs. biologiske identitet?
Åbenbart ikke på anden måde end ved at spørge
voksne, ‘frigjorte fremmedgjorte‘ – altså voksne, der omsider har vovet at
frigøre sig fra de socialt konstruerede familiebånd og givet sig i kast med
at undersøge de virkelige forhold.
Det kræver nemlig særdeles stor åbenhed og
betydeligt mod at sige til sine sociale forældre, at man ønsker at kende –
eller bare kende til – sine biologiske forældre.
En sådan åbenhed har jo som oftest ikke været til
stede, tværtimod er barnet vokset op med løgn og fortielse om dets egen
oprindelse.
Og da barnet erfaringsmæssigt er bundet af særdeles
stærke loyalitetsbånd til sine sociale forældre, venter det meget ofte med at
søge oplysninger, om de biologiske forældre til de sociale er døde, eller de
gør det i al hemmelighed for ikke at såre nogen i den sociale familie. Er et
sådant gensidigt hemmelighedskræmmeri af det gode?
Jeg tror, det var Ronald D. Laing,
der i sin tid så malende beskrev familiebåndets dobbeltnatur af kærlighed og
terror: en treårig dreng holdes ved halsen af sin mor ud af et sjettesals vindue idet hun siger: »Se, hvor højt jeg
elsker dig!«
Samme Laing, der med sin
personlige baggrund i et yderst puritansk miljø havde så gode forudsætninger
for at forstå løgnens og fortielsens psykologi, fortæller i bogen The Facts of Life (1976):
»Mine forældre og jeg boede i en treværelses
lejlighed. Min mor og jeg sov i det ene værelse i hver sin seng, og min far
sov i et andet værelse. Efter hvad de sagde, var al seksuelt samkvem dem
imellem uigenkaldeligt ophørt, før jeg blev undfanget.«
»Min mor og far vil stadig sværge på, at de ikke
ved hvordan jeg blev til. Men der er modermærke på hans højre knæ og et på
mit. Et faktum mod ubesmittet undfangelse«.
Den eksistentielle usikkerhed, den mistro og
afstand, der opstår mellem børn og forældre, når for-ældre
ikke vil eller ikke tør delagtiggøre deres egne børn i de vigtige
hemmeligheder, der angår dem selv – denne fremmedgjorthed bringes ofte videre
fra generation til generation.
Og mennesket ender med at tro, at det skal være
sådan, at det drejer sig om natur.
Det nok så bekendte ungdomsoprør gjorde det ganske
vist muligt at tale mere åbent om seksualitet, men rørte ikke ved seksualitetens
dybe rødder, de undfangede børn.
Ungdomsoprørerne vovede sjældent at udfordre deres
stærke, men tavse mødre. Selvom ‘det private skulle gøres offentligt‘, nåede
denne radikale kvindepolitik aldrig længere end til at omfatte aktørernes
egne unge liv.
På det privates område savner vi en ‘Vergangenheitsbewaltigung‘.
Anonymiseret donation er en anden version af den
katolske og puritanske ubesmittede undfangelse.
Hvor mange børn der er ramt af konstrueret
familieskab – hvor det sociale eller juridiske forældreskab ikke er
sammenfaldende med det biologiske forældreskab – fortaber sig i mørket.
Konstrueret familieskab omfatter f.eks. adoptivbørn, hittebørn, uledsagede
flygtningebørn, krigsbørn, donorbørn, kongebørn og sidespringsbørn.
Sidstnævnte gruppe er måske større, end man umiddelbart skulle tro – og måske
ikke udelukkende med rod i ægteskabelig utroskab.
Verden over findes der foreninger for adoptivbørn,
krigsbørn og donorbørn, der trodser de familiepolitiske konventioner og
bruger enorme kræfter, tid og penge på at finde deres biologiske forældres
identitet. Har man adgang til internet kan man
f.eks. kigge på www.childrenandwar.org
Jeg giver her nogle eksempler:
Fra donorverdenen kan jeg henvise til en for øvrigt
fremragende canadisk dokumentarfilm – Offspring af
Barry Stevens – der for et par måneder siden blev vist i dansk tv. Filmen har
mere end almindelig interesse, da Barry Stevens og hans søster formentlig
repræsenterer nogle af de første europæiske donorbørn, der ikke alene indædt
søger deres fædrene ophav, men også har dannet en forening for donorbørn og
er ‘stået offentligt frem‘, som det endnu hedder.
»For et år siden fandt jeg ud af, at jeg måske har
100-200 halvsøskende; jeg ved ikke, hvem de er, eller hvem vore fælles
fædrene ophav er. For næsten et halvt århundrede siden var der en anonym
donor i England, der jævnligt masturberede i en skål og gav sæden til
fremmede kvinder, en af dem min mor. Dette er historien om min søgen efter
denne mand.«
Med disse ord indleder Barry Stevens sin
usædvanlige tv-dokumentar-film om sig selv, sine
mange mulige halvsøskende og sin ukendte biologiske far. Det lykkes ham
utroligt nok at finde en halvbror – til trods for at inseminøsen,
Dr. Mary Barton, eller hendes mand, inseminøren Berthold Wiesener, havde
tilintetgjort alle oplysninger.
Men uden penge og dna var det ikke gået. Efter at
Barry Stevens og søsteren Janice som 16-18- årige fandt ud af, at de var donorbørn, vidste de
pludselig ikke, om de var hel- eller halvsøskende.
Turen i taxaen på vej til dna-laboratoriet overlejres af billeder af æg- og sædceller og replicerende dna, og af Barrys
stemme:
»Det her er de første billeder, der blev lavet af
dna, der kopierer sig selv. Jeg er fascineret af dna. Det er ikke bare en
opskrift på mennesker. Det er også en histo-riebog.
Det indeholder oplysninger om vore forfædre langt tilbage i tiden. Jeg har
halvdelen af mit fra min mystiske donator, manden, jeg ikke vil kalde min
far. Vores dna vidner om vores fortid. Det kan ikke ødelægges eller skjules.
Jeg er på vej hen til laboratoriet for at hente
resultaterne af prøverne. Folk, som ikke har oplevet det her, har ikke ret
til at sige til en, at man ikke bør søge den viden. Jeg ønsker at vide det.
Hvis nogen sagde: ‘Hvis du fløj til Tuva, kunne du
finde din far, altså din biologiske. Han bor i en jurte
et eller andet sted‘ – Ja, så ville jeg tage af sted. Helt sikkert!«
Den bekitlede genetiker af-slører kort tid efter følgende: »Dna-prøverne
fortæller at du, Barry Stevens og Janice Stevens-Botsford er helsøskende. Hun er din helsøster. I
har samme forældre. David Gollancz er jeres
halvbror.«
For frigjorte fremmedgjorte er det vigtigt at vide.
At give afkald på anonymiteten.
Penge og dna! Sådan forholdt det sig også med
svenskeren Michael Palmstierna, barnebarn af Erna Hamilton, Grevinden på
fjerde (tv-dokumentar af
Per Wennick).
At mange adoptivbørn har været hjemsøgt af stærke
ønsker om at finde sine biologiske forældre, er almindeligt kendt. Er man
ikke selv adoptivbarn og har svært ved at sætte sig ind i adoptivbarnets
situation, kan man f.eks. læse Christian Einfeldts
fine lille selvbiografi Det bliver mellem os – et adoptivbarns historie.
Som oftest er det både de biologiske og de sociale
forældre, der af forskellige grunde har interesse i at holde det virkelige
forældreskab hemmeligt, en adfærd som staten på forskellig vis regulerer og
billiger.
Men nu og da bliver staten også selv aktivt
interesseret i at kryptere borgernes identiteter – for donorbørns vedkommende
i så høj grad, at man smed krypteringsnøglen væk –
for krigsbørns vedkommende i så høj grad, at man gemte nøglen indtil for
nylig.
Dette gælder i øvrigt både danske og norske
krigsbørn, som f.eks. Annifrid Lyngstad fra ABBA
(Information 27. juni). Den nødvendige, men ensidige fokusering på datidens
diskriminering trækker opmærksomheden væk fra den lidet påagtede
omstændighed, at mange lande til stadighed praktiserer en familiemæssig
mørklægning, der skaber eksistentiel usikkerhed for de berørte børn, skønt de
selv ikke gerne taler derom af hensyn og omsorg for deres sociale familie.
Da man med kapitulationen i Danmark blev klar over
omfanget af de nazistiske raceforbrydelser, gjorde man alt for at lægge
afstand til diskriminering som følge af etnisk oprindelse. Man lagde derfor
afstand til alt tysk.
Det blev derfor paradoksalt nok denne læggen
afstand til Tyskland, der i humanismens navn fik danske myndigheder til at danificere mere end 6.000 ‘tyskerunger‘, holde tusinder
af tyske kvinder, børn og gamle bag pigtråd i årevis, udvise tyskere, ekspropriere
tysk ejendom, forhindre dansk-tyske ægteskabsindgåelse, fortie mord på civile
tyskere i et omfang man ellers kun kendte fra …nazismen.
Allerede tidligt under besættelsen brød
Justitsministeriet de nye børnelove fra 1937, da man i samarbejdet med tyskerne
fik brug for at bortadoptere krigsbørn eller ‘tyskerbørn‘ uden at gøre noget
ud af at fastslå faderskabet, som loven ellers krævede.
I februar 1941 holdt sekretær i Justitsministeriet,
Hans Topsøe-Jensen i Juridisk Selskab et foredrag, der i realiteten satte
børnelovene ud af kraft.
I november 1944 fløj lovens fadder, tidligere
social- & justitsminister K.K. Steincke, i blækhuset med en arrig kronik
i Social Demokraten – ‘Faderskab eller Bidragspligt‘ – og beskyldte
Justitsministeriet og Topsøe-Jensen og Københavns Byret for ulovlig praksis.
På det tidspunkt i 1944 var det naturligvis ikke muligt for Steincke at sige
ligeud, at det drejede sig om de ‘tyske‘ faderskabssager.
I dag ved vi, at denne ulovlige praksis fortsatte, i
hvert fald hvad tyskerbørnene angik – selvom Civilretsdirektoratet nødigt vil
give indrømmelser. Størsteparten af de tyske fædre blev efter
justitsministeriel ordre slet ikke tilført ministerialbøgerne.
I 1947 forseglede departementschef i Justitsministeriet,
Aage Svendsen, med et pennestrøg alle
faderskabssager – med mindre faderens navn var tilført kirkebogen.
Nyere dansk adoptionslovgivning giver som regel
adoptivbarnet mulighed for at finde frem til sin biologiske mor; noget
lignende gælder ikke med hensyn til faderen.
I 1996 dannede danske krigsbørn i protest en
forening, hvis formål er at varetage de nu voksne krigsbørns interesser i at
finde oplysninger om den ‘tyske‘ far og hans slægt. Forholdsvis mange af de
hen ved 400 krigsbørn, der hidtil har fået hjælp i foreningen, finder frem
til deres forældres identitet – og repræsenterer dermed en vedholdende kritik
af statens ulovmedholdelige praksis.
Jeg selv udgav sidste år bogen Horeunger og
helligdage – tyskerbørns beretninger, der på sin vis dokumenterer krigsbørns
store interesse i at kende til deres biologiske forældre.
Børnelovene fra 1937 var de mest radikale børnelove
i Europa på daværende tidspunkt. De modarbejdede med datidens midler enhver
anonymisering af barnets rettigheder til at kende til sine to forældre. Men
besættelse og krig oversvømmede atter denne landvinding.
For min del kan jeg kun erklære mig enig med Peter Øhrstrøm fra Etisk Råd (Information 24. juni):
Donoranonymiteten skal væk!
Alle mennesker bør ikke alene have adgang til at
vide, hvem deres biologiske mor er, men også deres biologiske far.
Hvis man forbyttede alle børn ved fødslen, ville
forældrene så finde sig i det? Eller ville de mon i lighed med de ‘frigjorte
fremmedgjorte børn‘ sætte al ting til side for at finde deres egne børns
virkelige identitet?
Man taler om moderfølelse og burde vel også tale om
faderfølelse – Er der fremtid i på samme måde at tale om barnefølelse?
Ganske vist er det svært at gardere sig mod, at
kvinder og mænd lyver om deres seksuelle adfærd og lader deres børns liv
bygge på løgne, men fortsat at institutionalisere bedraget er et uværdigt
magtmisbrug overfor børn.
Den form for bureaukratiserende diskurs, Kirsten
Hansen tager i brug (Information 26. juni), overser aldeles menneskers egne,
personlige erfaringer.
Den velargumenterende, men hjerteløse stemmeføring
minder for meget om tonen i de eugeniske og befolknings-teoretiske
diskussioner fra første halvdel af 1900-tallet – mangelen på empati går igen.
*Arne Øland er lærer, forfatter og formand for
Danske Krigsbørns Forening
|
