Resumé
Tyskerpiger under besættelse og retsopgør, 1. oplag
1994, 2. oplag 1998, Gyldendal, 260 sider. ISBN: 87-00-18184-6 og
87-00-36446-0.
Titusinder af danske kvinder var under besættelsen kæreste
med tyske værnemagtssoldater, der efterlod sig over fem tusinde krigsbørn.
Afhandlingen undersøger og skildrer tyskerpigernes placering og rolle under
besættelsen og i efterkrigsopgøret. Undersøgelsen analyserer, hvordan
tyskerpigernes seksualitet var et nationalt og mellemnationalt anliggende,
hvilket kom til udtryk som et konfliktspørgsmål mellem
kollaborationspolitikken og modstandslinjen og mellem den tyske
besættelsesmagt og det danske samfund. Centralt i undersøgelsen står en
udforskning af relationer mellem nationalitet, køn og seksualitet.
Undersøgelsen bygger på et omfattende kildemateriale: 1) interviews med
tidligere tyskerpiger, 2) politirapporter og domsmateriale vedrørende
chikanerier og afstraffelser af tyskerpiger, 3) afhøringsmateriale i
forbindelse med modstandsbevægelsens interneringer af tyskerpiger i
befrielsesdagene, 4) forhandlingsreferater og arkivmateriale angående
danske og tyske myndigheders bekæmpelse af usædelighed, i spørgsmålet om
dansk-tysk ægteskabsindgåelse samt i relation til de tyske soldaters børn i
Danmark, 5) den illegale propaganda mod tyskerpigernes fraternisering og 6)
kvindelige stikkersager.
Tyskerpigerne blev såvel under besættelsen som i efterkrigstiden betragtet
som en gruppe dumme, grimme og halvprostituerede kvinder på samfundets
bund. Afhandlingens kapitel II diskuterer myte og realitet i dette
eftermæle. Den anlagte vinkel er først sociologisk og tager et kritisk
afsæt i en samtidig social-medicinsk undersøgelse. Siden foretages en
typologisering med udgangspunkt i fraterniseringens karakter. Der opereres
med fem forskellige typer tyskerpiger: 1) de prostituerede, 2) de kvinder som
var kæreste med kun én tysk soldat, ofte havde mødt ham tilfældigt og
typisk hemmeligholdt forholdet, 3) de kvinder som del af en
kammeratskabsgruppe kom til at kende flere tyske soldater og færdedes
åbenlyst med dem, 4) de kvinder hvis samkvem med tyske soldater kom til at
præge alle deres livsområder, f.eks i kraft af civilt arbejde for
værnemagten og 5) de kvinder for hvem samkvemmet med værnemagtssoldaterne
var en naturlig forlængelse af protyske holdninger eller politisk sympati
for nazismen. Kapitlet rummer en portrættering af fem tyskerpiger samt en
tolkning af motiver, subjektive tolkningsmønstre og eventuelle konflikter
mellem hjertets lyst og politisk realitet. Undersøgelsen konkluderer, at
tyskerpigerne udgjorde en sammensat gruppe sociologisk set dog med en vis
naturlig overvægt af socialt ringe stillede unge kvinder udenfor familiens
umiddelbare kontrol. Afslutningsvis undersøges hvilken sikkerhedsrisiko
tyskerpigerne udgjorde for modstandsbevægelsen, og det bemærkes, at kun få
tyskerpiger var angivere, men at der blandt de ialt 400 kvindelige angivere
dømt under retsopgøret var en del tyskerpiger. Tyskerpigers angiveri havde
typisk tilfældig og uforsætlig karakter og var ofte en udpegning eller
anmeldelse af personer, der havde generet eller forulempet hende.
Tyskerpigernes kollaboration havde intim og seksuel karakter. Mens det
skærpede omgivelsernes reaktioner, tilskyndede det ofte kvinderne selv til
at opfatte deres handlinger som upolitiske. Nogle oplevede en indre
konflikt og andre igen blev med deres handlinger mere eller mindre bevidst
politiske aktører. Det er afhandlingens vurdering, at tyskerpiger, uanset
motiv, med deres fraternisering signalerede en accept af værnemagtens
tilstedeværelse i landet og dermed stillede sig på kollaborationens side.
Temaet for kapitel III er opgøret med tyskerpiger under besættelsen. Som
særligt synlige symboler for kollaborationspolitikken blev tyskerpiger fra
besættelsens første dage genstand for vrede og forargelse. Reaktionerne
spændte fra 'den kolde skulder' til direkte chikane og alvorlig fysisk
forulempelse. Afhandlingen analyserer opgørets motivbaggrund og funktion i
konflikten mellem kollaboration og modstand både på et konkret
handlingsniveau og for dets mentalitetsmæssige og symbolske indhold. En
generel karakteristik af opgørets omfang, tidsmæssige udvikling, karakter
og former behandles indledningsvis. Det konstateres, at mens den voksende
tilslutning til modstandslinjen bemærkelsesværdigt nok ikke manifesterede
sig i et faldende antal tyskerpiger, var der en klar parallel til omfanget
og karakteren af opgøret med tyskerpigerne. Herefter analyseres og tolkes
gerningsmænds individuelle motiver på den ene side og den generelle
illegale propaganda på den anden. Undersøgelsen skildrer, hvordan reaktionerne
var en blanding af forargelse over, at tyskerpigerne brød den herskende
kønsmoral gennem en åbenlyst udstillet seksualitet, en vrede over at de
svigtede, hvad der blev anset som deres nationale forpligtelse samt en
krænkelse over, at kvinderne vragede danske mænd og foretrak tyske soldater
som partnere. Denne sammenblanding kom mangfoldigt til udtryk: i de
anvendte skældsord og i den illegale propaganda, i klippernes
motivforklaringer og i den retslige behandling af klippesagerne samt i
afstraffelsesformernes karakter. Kapitlet indeholder desuden en
lokalhistorisk undersøgelse af tyskerpigeopgørets funktion for
oprørsbevægelsen august 1943. Illegale blades kampagner mod lokale
tyskerpiger fungerede i flere tilfælde opvarmende og accelererende på modstandsviljen,
og krav om fyringer og fjernelse af tyskerpiger fra offentlige pladser blev
i nogle byer den konkret udløsende faktor for strejke- og urobevægelsen i
august 1943. I tilfælde hvor forfølgelse af tyskerpiger skyldtes manglende
mod, styrke eller lejlighed til en konfrontation med værnemagten, havde
opgøret afledningskarakter som jagt på syndebukke. Det var en af grundene
til, at modstandsbevægelsen stod splittet i holdningen til klippeaktionerne
og propagandaen mod tyskerpigerne. På den ene side var modstandsfolk ikke
blinde for forfølgelsernes mobiliserende effekt, men på den anden side
mente nogle, at afstraffelserne kammede over i sadisme, og at vreden og
oprørsviljen hellere skulle rettes mod de egentlige landsforrædere.
Det er henholdsvis danske og tyske myndigheders regulering af samkvemmet
mellem danske kvinder og tyske soldater, som tages op i kapitel IV. Danske
myndigheder så visse fællesinteresser med værnemagten i denne regulering.
Samarbejdet var udstrakt i bekæmpelsen af kønssygdomme og usædelighed samt
i at finde civilretslige løsninger i faderskabssager og ved indgåelse af
ægteskab. Men tyskerne var generelt på vagt overfor, om der bag danske
myndigheders regulering af samkvemmet og sædelighedskontrol af tyskerpiger
lå antityske motiver. Tyskerne opfattede chikanerier og forulempelser af
tyskerpiger som en fornærmelse af værnemagten og krævede gerningsmændene
straffet hårdere end efter almindelig dansk lov. Værnemagtens politik
overfor samkvem mellem tyske soldater og danske kvinder var bestemt af
race- og besættelsespolitikken. Den tyske besættelsesmagt var fanget i et
dilemma. På den ene side var det centralt for opretholdelsen af fiktionen
om Danmarks suverænitet, at dansk lov blev overholdt, og at tyske soldater
frit kunne omgås den danske civilbefolkning. Racepolitisk blev befolkningen
i Danmark, Norge og Holland betragtet som ariske og en del af det germanske
folkeslag, og derfor var det tilladt værnemagtssoldaterne at have seksuel
samkvem med kvinderne i disse besatte lande. På den anden side indebar
tyske soldaters frie omgang med danske kvinder den risiko, at de i kraft af
deres intime relationer til den potentielle fjende blev dårlige soldater.
Dilemmaet afspejlede sig i den tyske holdning til ægteskabsindgåelse mellem
tyske soldater og danske kvinder, som ud over at være racepolitisk bestemt
også var svingende og tilbageholdende. Det var ikke af racepolitiske grunde
men på grund af Danmarks særlige besættelsesordning, at ingen nazistiske
organisationer, i modsætning til f.eks Norge, kom til at varetage den
sociale omsorg for de over 5.500 børn, der er registreret født med tyske
soldater som fædre. Racistiske argumentation blev imidlertid anvendt i
forbindelse med de såkaldte 'tyskerbørn' i den illegale og legale
offentlighed. Følelsen af at være 'født skyldig' fik velfærdsmæssige
konsekvenser for mange af disse krigsbørn.
Kapitel V behandler opgøret med tyskerpigerne i befrielsesdagene.
Landsforræderiloven kom i lighed med opgørslovene i andre lande som
Frankrig og Norge ikke til at omfatte seksuel bistand til fjenden og
imødekom således ikke et udbredt krav i befolkningen om, at tyskerpigerne
på den ene eller anden måde burde bøde for deres handlinger under
besættelsen. I kapitlet analyseres justitsen i gaderne, der gik særligt hårdt
ud over tyskerpigerne. Over hele landet blev de overfaldet og klippet ofte
med stor voldsomhed og brutalitet. Det var for at imødegå en sådan
selvjustits og for at beskytte en eventuel kæmpende front, at
modstandsbevægelsen internerede ca. 21.700 personer i dagene fra den 5.-13.
maj, hvor politiet igen trådt i funktion. Interneringer af tyskerpiger
analyseres, og det konkluderes, at adskillige tusinder tyskerpiger sad i
kortere eller længere tid i modstandsbevægelsens internater, og at
interneringerne på grund af beskyttelseskriteriets rummelighed blev
gennemført med betydelig lokal variation. Kapitlet diskuterer relationen
mellem selvjustitsen og interneringerne og dokumenterer hvordan, de virkede
indbyrdes accelererende og konkluderer, at der var tale om både terror og
beskyttelse. Modstandsbevægelsens ledelse ønskede af undgå 'de lange knives
nat', men modstandsbevægelsen var selv en del af den folkestemning, som man
frygtede ville udøve lynchjustits. En næranalyse af en klippeaktion og en
særlig interneringslejr for tyskerpiger på Bornholm uddyber disse
problemstillinger, og analyserer desuden henholdsvis modstandsbevægelsen,
forskellige myndigheders og aktørers samt den generelle befolknings
holdning til opgøret med tyskerpigerne. Klipperne slap betydeligt billigere
efter befrielsen end under krigen. Retspraksis blev bøjet efter de
politiske omstændigheder og folkestemningen. De forskellige myndigheders
holdning til spørgsmålet om retsforfølgelse af gerningsmændene var påvirket
af, hvor tæt man befandt sig på konflikten, især i de sager, hvor
modstandsfolk stod som anklaget. Mange fandt, at det var dybt uretfærdigt,
at de der havde bragt store ofre i kampen for Danmarks frihed, skulle
straffes, fordi de var 'gået lidt over stregen' i den hede befrielsessommer,
mens de, der havde gjort livet behageligt for besættelsesmagten, gik fri.
Andre mente, at det var helt centralt for reetableringen af Danmark som
retsstat, at sådanne selvtægtsaktioner blev straffet. Konflikten førte til
en svingende retspraksis, men de mange frifindelser og meget milde domme
vidner om, at det danske samfund i vid udstrækning accepterede
klipningerne.
Afhandlingens afsluttende og konkluderende kapitel VI diskuterer karakteren
af tyskerpigeopgøret i relation til den rolle kvinder og kvinders
seksualitet spiller i nationale processer. Det konkluderes, at
tyskerpigernes seksualitet blev betragtet som et politisk og nationalt
anliggende, der udfoldede sig som et ejendoms- og æresspørgsmål i den
nationale konflikt mellem kollaboration og modstand og i forholdet mellem
værnemagten og det danske samfund. Det diskuteres, hvordan opfattelsen af
tyskerpigerne og deres fraternisering havde såvel kønsmæssigt som
kønsrelationelt præg. Afslutningsvis konkluderes, at opgøret med
tyskerpigerne var en integreret del af modstandskampen mod den nazistiske
besættelsesmagt, men at der i opgøret reproduceredes udemokratiske,
inhumane, halvracistiske og især kønsdiskriminerende holdninger og metoder,
der på mange måder lå tættere på den nazisme, man bekæmpede, end på de
frihedsidealer modstandskampen iøvrigt rummede. Under besættelsen havde
opgøret med tyskerpigerne især den funktion af skærpe konflikten mellem
kollaboration og modstands. Efter befrielsen indgik det som et led i
overkommelsen af besættelsens konflikter gennem opbyggelsen af det
nationale konsensussyn på besættelsesårene. Stereotypedannelsen af
tyskerpigerne, afstraffelsesmetoderne og deres motivering samt kvindesynet
udgjorde kontinuiteten.
|
